|
Visionen for Fremtidens Brøndby Strand er udviklet i tæt samarbejde mellem kommune, investorer, boligorganisationer, borgere, foreninger og de lokale erhvervsdrivende. Gennem omfattende borgerinddragelse er der skabt en bred forståelse og opbakning til, at området skal udvikles og åbnes mere mod omverdenen, samtidig med at det lokale fællesskab styrkes. Aftalen har også bred politisk opbakning i Kommunalbestyrelsen, og med det nye selskab får visionerne en stærk organisatorisk ramme at blive ført ud i livet i.
Ny bymidte, nye mødesteder og bedre sammenhæng
Det første synlige skridt bliver en ny bymidte, hvor et åbent og aktivt hovedstrøg samler bydelen og skaber kortere afstand mellem butikker, boliger, parker og Brøndby Strand Parkerne. Her bliver der mere plads til mennesker og mindre til biler, mens nye parkeringshuse samler trafikken og frigiver rum til byliv. Bydelen får også et grønnere udtryk: robuste løsninger til regnvand, genbrug af materialer og grønne områder, der understøtter mere biodiversitet. Samtidig bliver det nemmere at komme ned til Strandparken og de grønne kiler, så naturen kommer tættere på hverdagslivet.
"Det her er et af Danmarks største og mest visionære byudviklingsprojekter, og vi er stolte af at være med til at løfte opgaven. Fremtidens Brøndby Strand handler om meget mere end nye kvadratmeter. Det handler om at skabe en mere mangfoldig og grønnere bydel, hvor fællesskaber kan vokse, og hvor der er plads til både unge, familier og seniorer. For AKF er det særligt meningsfuldt at være med helt fra de første streger til de nye byrum fyldes af liv,” siger Ino Dimsits, adm. direktør i AKF, der sammen med Sampension bliver ansvarlig for udviklingen af en væsentlig del af de første byggerier i bydelens bymidte, herunder nye boliger, detailhandel og et mobilitetshus.
”Brøndby Strand har en rigtig attraktiv beliggenhed tæt ved strand, skov og København centrum. Området har således et stort udviklingspotentiale, som vi glæder os til at være med til at forløse. Med fokus på kvalitet og integrering af bæredygtighedshensyn føler vi os sikre på, at projektet både vil bidrage positivt til vores pensionskunders afkast samt til lokalområdets udvikling," fortæller Torbjørn Lange, Head of Real Estate & Infrastructure i Sampension.
|